Om
For mange unge er det at kunne læse og skrive én af de største udfordringer og samtidigt én af de største barrierer, for at kunne gennemføre deres erhvervsuddannelse.
Skoler med erhvervsrettede uddannelser skal derfor til stadighed identificere, videreudvikle og implementere metoder og værktøjer, der kan støtte eleverne i at blive bedre til faglig læsning og skrivning.
I et ministerielt program fik en række skoler og andre relevante institutioner bevilliget projektmidler til at udvikle og forankre praksisnære læringsaktiviteter, også understøttet af it, for unge med funktionelle læse- og stavevanskeligheder i de erhvervsrettede uddannelser.
Projektaktiviteterne, der blev afsluttet pr. 31. dec. 2014, lå inden for et eller flere af følgende temaer:
- tema – Sprogscreeningsværktøj
- tema – Udvikling af multimodale læremidler
- tema – Støtte og vejledning til faglig læsning og skrivning i den faglige undervisning
Projektorganisationen
En landsdækkende organisation med 12 projekter, suppleret med forskningsledsagelse. Styregruppe med repræsentanter fra Ministeriet for Børn og Undervisning, med konsulentvirksomheden Moeve som tovholder.
Samtlige projekter havde tilknyttet partnerorganisationer og/eller interessentskoler. Alt i alt var 47 organisationer involveret aktivt i programmet, nogle af dem i flere af projekterne. Organisationerne dækkede over erhvervsskoler, produktionsskoler, videncentre, forlag, professionshøjskoler og diverse andre uddannelsesaktører.
Resultater
Indsatsen over 1,5 år resulterede i et stort antal slutprodukter, udviklet og afprøvet i de 12 projekter. Produkterne er generiske. De er altså beskrevet på en sådan måde, at de kan overføres til anden praksis end der, hvor de er udviklet.
Produktporteføljen består af flere analyser, screeningsværktøjer til forskellige formål, en lang række multimodale læringsmidler og læringsforløb. Desuden diverse vejledninger og faglærerkurser/-workshops, såvel som modeller til at fremme implementering af læsevejledning og af multimodal læring.