Unge med kant Hovedstaden

Fra “Unge på kanten” til “Unge med kant”

“Unge med kant Hovedstaden”, april 2019 – december 2021, modtager tilskud fra EU Socialfonden samt Region Hovedstaden. Moeve står for projektledelse, med UU DANMARK som projektejer og -administrator.

“Unge med kant – Hovedstaden” vil understøtte de allermest udsatte unge på deres vej til at opnå selvforsørgelse og et liv, de ønsker sig. 320 unge vil gennemgå individuelle forløb, hver med deres egne stationer på vejen henimod en ungdomsuddannelse. Projektet vil bidrage til den lokale kapacitetsopbygning med varige løsninger for den samlede store opgave, i konteksten af den nye Kommunale Ungeindsats.

Unge med kant Hovedstaden opererer i 8 kommuner og med 2 erhvervsskoler som aktive partnere. Hver kommune arbejder i konteksten af deres egen lokale ungeindsats og skaber lokale resultater. En kvalificerende følgegruppe tilknyttes såvel som interessentkommuner, som vil få første adgang til de nye faglige indsigter og mellemresultater.

UU DANMARK står for det samlede projektansvar, samt forarbejdning og formidling af de faglige resultater. UU DANMARK understøtter dermed vejledning som omdrejningspunkt for den kommunale ungeindsats.

Unge med kant Hovedstaden indgår i UU DANMARKs aktivitetsportefølje til fremme af de professionelles arbejde med udsatte unge. Øvrige relevante og igangværende projekter:

De unge

Målgruppen for ”Unge med kant” er restgruppen, som er de mest udsatte unge og udgør ca. 6% af en dansk ungdomsårgang. De unge er mellem 15-29 år, står uden uddannelse, uden for arbejdsmarked og er ikke selvforsørgende.

Det forventes, at 70% af projektets 320 unge opnår uddannelsesparathed og (delvis) erhvervsparathed, samt at 50% af de 320 unge påbegynder en erhvervsuddannelse med indikatorer på at gennemføre uddannelsen.

“De unge på kanten” er samtidig “unge med kant”. De unge bærer på en høj kompleksitet i deres problematikker, men kommer også med erfaringer, evner og drømme, som netop kan blive drivkraft til at opnå en bæredygtig livsform. Det er de professionelles opgave at fremme den personlige og faglige udvikling hos hver enkelt ung hen imod selvforsørgelse. Vejen for de unge er individuelt tilrettelagte forløb, understøttet af styrket vejledning.

Kædeansvar

Hver af de 8 kommuner etablerer et ”kædeansvar” for de enkelte unge. Kædeansvaret skal bæres i fællesskab af afdelinger og institutioner for de fagprofessionelle omkring de unge. Det drejer sig fx om uddannelsesvejledere, beskæftigelsesvejledere, pædagoger, FGU-lærere, socialrådgivere og frivillige. Erhvervsskolerne spiller en ny og vigtig rolle i kædeansvaret. Deres vejledere og lærere vil samarbejde med de kommunernes professionelle om at støtte de unge aktivt i at blive erhvervsparate og når de påbegynder en erhvervsuddannelse.

Kontaktperson+

Kædeansvaret indebærer også at forankre en gennemgående kontaktperson for den enkelte unge. Projektets ”kontaktperson+” skal koordinere og organisere på tværs, sammen med den enkelte unge og altid med den unges mål for øje. Kontaktpersonen+ har en stærk personlig og faglig profil i vejledningen af de unge.

Fælles metoder

Lokalt vil de fagprofessionelle tilegne sig fælles organisatoriske og vejledningsfaglige metoder. Der er vægt på de unges motivation, relationskompetencer og mestringsstrategier.